Visionerne for et kunst- og kulturhus i Ry
Vi ønsker at skabe et moderne mødested og derved samle Ry og Skanderborg Kommunes indbyggere på tværs af generationer om kunstneriske oplevelser. Det ønsker vi for at øge og styrke fællesskabet gennem kunstoplevelser.
Vi mener, der mangler et sted i Ry og Skanderborg Kommune, hvor vi kan mødes, opleve og udøve kunst. Der mangler et sted, hvor specielt børn og unge kan opleve og blive inspireret af kunst og selv udfolde sig kunstnerisk med mental sundhed som omdrejningspunkt.
Vi vil med Kunstbygningen også promovere historien om Rys talentfulde kvindelige kunstner Anna Klindt Sørensen (1899-1985). Vi ønsker, at nogle af hendes værker skal udstilles i bygningen sammen med fortællingen om manglende anerkendelse, om ikke at passe ind, kønsdiskrimination mv. Fortællingen om AKS skal bindes sammen med og tale ind i nutiden gennem en præsentation af nutidig mangfoldig kunst med fokus på lokal identitet og fællesskab.